Den konkrete 'plan' er: Heidi i eget hjem!
Efter planen skulle jeg have betalt indskud til boligselskabet d. 14/12, men da jeg stadig hverken havde set skyggen af et girokort eller et kontonr. i onsdags, kontaktede jeg boligselskabet Ini.
De henviste til et skema, som jeg skulle have udfyldt, og som de endnu ikke havde modtaget. Det var formentlig sendt til skolen.
Der var ikke rigtig noget bud på, hvad det skulle være for et skema, ud over det jeg allerede havde udfyldt og mailet d. 8/11 - så på eget initiativ genfremsendte jeg det.
- og vupti, pludselig havde Ini de manglende oplysninger og kan nu udarbejde lejekontrakt ...
I princippet skulle jeg have rykket i eget hjem i dag, men da containerne med flyttegods, der skulle have været her d. 12/12, måske er med det skib, der efter forsinkelse forventes til Upernavik d. 18, så er det da heldigt, at lejekontrakten udarbejdes, så det kommer til at passe med, at der også er noget at fylde i boligen :)
Det er nu ikke, fordi jeg ikke trives i min midlertidige bolig, det gør jeg så absolut, men jeg glæder mig til containerne med flyttegods. Helt akut savner jeg fodtøj. Jeg orkede ikke at fylde noget i bagagen, da jeg skulle rejse, derfor blev det pakket i flyttegodset.
Jeg havde ganske enkelt ikke forudset, at mine gode gamle vandrestøvler ikke kunne holde til arktiske forhold igen.
| Nu går de ikke længere ... Vandrestøvlerne altså. Den sidste bedrift blev grønlandsk polka til julefrokosten i går. |
Det er første gang jeg har været til julefrokost og danset i vandrestøvler. Det var en rigtig hyggelig aften med masser af god mad. Kommunen havde forventet at 150 ansatte deltog, men vi var vel omkring 50 - så der var rigeligt mad ... Jeg håber, nogen får glæde af resterne!
Jeg satte mig sammen med medarbejderne fra Prinsesse Margrethe Skolen. Flere af lærerne var kollegaer, da jeg var her sidst i 1996 - 98, så 'kan du huske' blev brugt en del ...
På bordene var der fyldige sanghæfter og med levende musik til, var det bare om at hænge på :)
I dag har jeg som sagt været i butikken, og nu er der bare dømt håndbold på tv, og lidt kreative sysler, selv om jeg savner garn, som er i ... Jeps, flyttegodset ;)
Varm te, kalenderlys - og dagens fornøjelse - dagens låge i chokoladejulekalenderen, som kollega Per i DK, selvfølgelig synes jeg skulle have med i kufferten.
Det tegner til at blive en helt god weekend!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kommentarer er altid velkomne :)