Hold da op hvor et hold i ryggen kan sætte begrænsninger.
- så manglende internet er ikke undskyldningen for den lange tavshed. Efter besøg fra Tele i fredags, har jeg kontakt til cyberspace.
Men lad mig gå tilbage til julen ...
Jeg vidste jo, at mine 'drenge' var taget af sted til Tenrife, så de var med i tankerne og via julekortet fra dem - og menuen, selv om den stod på and i tre dage, og jeg ikke havde købt en mandelgave til mig, var bare lige i skabet ;)
| Heidis julemenu ... Med rød sodavand. Jeg ville aldrig kunne kæmpe mig gennem en hel flaske vin alene. |
Det var begyndt at blæse op, mens jeg spiste - og det blev sådan set ved i 1½ døgn, så min forestilling om at gå tur blev skrinlagt. Jeg tjekkede bare, om jeg kunne åbne hoveddøren for sne, og det kunne jeg ... Men ikke d. 26. om morgenen ...
| Et kik ud af køkkenvinduet. Hoveddøren (ved lampen) er blokeret af sne. |
Hvad gjorde den kloge kone så?
Jo, det var lige til skjult kamera ... Ud via køkkenvinduet, og håbe på sneen kunne bære, hen til døren, fjerne sne med hænderne til døren kunne åbnes og sneskovlen fiskes ud. Den var taget ind, så den ikke blæste væk ... Og så var det ellers bare i gang ...
| Så er der adgang til boligen igen. Bemærk foderbrættet tv. Det var muligt at komme hen til fredag før jul ... |
Min nabo har ryddet på samme vis - altså hen til sin hoveddør - men ikke videre, så jeg er på 'bjergbestigning', når jeg skal nogen steder.
| Smuk, smuk måne 2. juledag ... Sorte isbjerge, næsten en teaterkulisse. Sådan er det heldigvis også i Upernavik. |
Da jeg havde gravet mig fri, gik jeg en tiltrængt tur. Her ser jeg ned til mit hus, og videre mod nord.
Det var rigtig dejligt at komme ud ...
| B-1630, havnen, den gamle heliport - hvor jeg fløj til/fra i S61er for 14 - 16 år siden. |
![]() |
| Her bor jeg. På vej hjem igen - bemærk den flade fjeldtop, hvor lufthavnen er anlagt. |
Den 27/12 var arbejdsdag, og da jeg var på vej til skolen, kunne jeg godt mærke, at ryggen ikke var helt i orden, men den slags plejer bare at gå over.
Det gjorde det bare ikke - og øv for det, fordi fredag havde jeg 'borgmester-fri' (en kommunal betalt fridag), hvor jeg havde store planer for indretning af hjem + selvfølgelig det ventede besøg fra Tele, efter jeg torsdag vel havde talt med næsten alle i kundecenteret for at få isenkrammet til at fungere efter hensigten.
Da jeg vågnede, kunne jeg næsten ikke bevæge mig. Det gjorde vanvittig ondt bare at trække vejret. Jeg kom dog op, fik noget kluns på - men puha, det var som nyresten uden at blive rigtig dårlig.
- og det har jeg så bøvlet med siden.
I går gik jeg meget forsigtigt ned til butikken og retur med en pakke Pamol. De hjælper da lidt.
Godt jeg ikke skal til nytårsbal :)

Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kommentarer er altid velkomne :)