Der er familier, der altid henter vand i taphusene, men jeg er glad for, at jeg normalt ikke behøver det.
- og jeg glæder mig til et bad og at kunne vaske en maskinfuld tøj. Alt andet kan jo lade sig gøre, men hold da op hvor kan jeg klare mig med lidt vand pr. døgn. Det er tankevækkende, hvor ressourcebevidst det kan lade sig gøre at være ...
Lørdag var jeg et smut i butikken, bl.a. for at købe en dunk til vand. Det blev en 20 liters benzindunk - praktisk med hældetud, og anvendelig på andre breddegrader også.
I butikken var jeg så heldig at løbe ind i en grønlandsk kvinde, jeg en gang tidligere tilfældigt faldt i snak med på vej hjem.
Jeg blev inviteret på eftermiddagskaffe, og det ville jeg selvfølgelig meget gerne.
Det blev en rigtig hyggelig eftermiddag med kaffe, håndarbejde og snak. Det er forhåbentlig ikke sidste gang!
Jeg var endda så heldig, at jeg fik mattak (hval- eller sælspæk) fra narhvalen, der blev fanget om fredagen. Samme fanger var i øvrigt kommet hjem med en isbjørn om torsdagen.
Flere af mine elever var ret misundelige, da jeg i mandags fortalte, at jeg havde fået mattak.
Det er absolut en (dyr) delikatesse.
Søndag var en rigtig blive inde/hygge dag.
Ingen vinterferie her, så mandag gik det løs med arbejde igen.
| Den 12/2 sol, blæst = fygning, samler mig sammen til at gå hjem ... |
| Også den 12/2, kameraet er drejet 180 grader. Se hvor isfrit det er. |
Klimaet har ændret sig meget. I 'de gode gamle dage' (1996 - 98) lå temperaturen på -30 til -40 i februar. Nu har det meste af måneden haft temperaturer på -5 til -10. Det betyder temmelig meget for mennesker og dyr.
Fangsten bliver anderledes. Dyrelivet bliver et andet, m.m. (Det må jeg nuancere i et andet indlæg.)
| Den 13/2, nærbillede af samme far'vand', men nu er temperaturen faldet 10 grader. |
| Solen kan man ikke få nok af ... 'Gryden' til højre er blevet brugt til at koge tran i. |
| Mæt og godt tilpas :) |
Torsdag morgen skulle jeg virkelig lirke med låsen for at få låst hoveddøren. Da det lykkedes, slog det mig, at jeg havde sat arbejdstelefonen til opladning, men ikke lagt den i tasken.
For pokker - jeg kunne ikke låse op igen. Til sidst spurtede jeg af sted for at nå det. Altså var der kun et at gøre, da jeg havde fri - spurte hjem og lirke med låsen.
Tålmodighed er en dyd. Til sidst lykkedes det. Jeg sendte en mail til Ini, at jeg var kommet ind - og skyndte mig i butikken. (Jeg havde advaret dem om, at jeg måske havde et problem, og at jeg ikke kunne nå forbi kontoret før lukketid kl. 14.)
Jeg havde hørt, der var kommet nye blade. Det sker med ujævne mellemrum, og de bliver revet væk.
Det lykkedes mig at få et Hendes Verden - det sidste på hylden - oven i købet fra denne uge. Jeg flottede mig med ½ l rød sodavand (kr. 13) og en gang Karen Volff over sidste salgsdato. Så er de til at betale ;)
Da jeg kom hjem, kunne jeg se, at låsen havde fået en gang olie - tak til Ini. Min chef fortalte, at viceværten havde været ude forbi skolen for at få nøglen, men da var jeg i butikken ... (Min chef havde ellers tilbudt mig at låne en økse, så jeg kunne komme ind.)
| Den 14/2, min udsigt ved 16-tiden. Bemærk det fjerne isbjerg til venstre over tankanlægget. |
Solen bevæger sig længere og længere mod nord ...
| Zoom på isbjerget - det er umuligt at afstandsbedømme på disse kanter; men isbjerget er helt sikkert meget stort ... |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Kommentarer er altid velkomne :)