fredag den 8. februar 2013

Hvad er der sket?

Med det opbud på kajen skulle man jo tro, der var sket en ulykke ...
- men tværtimod, der er fanget narhval!

Det rygtes med lynets, og til trods for snevejret stimler folk hurtigt sammen. Vi kan følge med fra lærerværelset på Piareersarfik, og jeg skal lige love for, det går stærkt med at partere sådan et kræ.


Narhval ... Bemærk at isen på få dage stort set er forsvundet,
bare fordi temperaturen har ligget mellem -5 og -10 grader.


Der parteres og iagttages ...

Ellers har det været en op og ned uge mht. vejret. Tirsdag og torsdag har været flot, mens onsdag og i dag har været overskyet med blæst og sne.

Onsdag var jeg så genial at tabe min hoveddørsnøgle. Jeg kunne selvfølgelig ikke finde den, selv om jeg gik til/fra hjem/medborgerhuset flere gange.
Heldigvis var der stadig folk på kontoret hos Ini (boligselskabet), så jeg er kommet ind nu ... Men hold da op, hvor var det træls!

Opdatering kl. 22.45
Sikke noget lort fristes man til at sige ...
For en uge siden, da jeg frøs pga. et oliefyr, der var brændt sammen - hvilket viste sig at være pga. manglende solarolie - gik jeg ud på skolen.
Her var der også problemer. Upernaviks eneste slamsuger er brudt sammen, og der er ikke lige reservedele til den ... Det forlød, at reservedelene først ville dukke op med første skib - om flere måneder. For kollegie-eleverne betyder det intet bad, ingen opvask, ingen toiletbesøg, ... De kan så benytte posetoiletter på selve skolen - og tage bad i hallen.

Nu er jeg blevet ramt af samme skæbne ... Det buldrede på døren her for et øjeblik siden, og så sent en fredag aften havde jeg ikke tænkt mig at lukke op, men der blev banket vedholdende, og så måtte jeg jo lette bagdelen.
Det var viceværten og hans makker + en af mine naboer (en tidligere kollega fra for 15 år siden).
Nu er jeg blevet udstyret med tørkloset + beskeden om, at vi måske får vand om en uge.
Godt jeg vaskede tøj i går. Det blev dog kun til en etagevask i morges, havde det da bare været et bad ;)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kommentarer er altid velkomne :)