fredag den 1. februar 2013

Mere hverdag


Dette indlæg var egentlig tænkt som en beskrivelse af almindeligheder på disse breddegrader, men dagen er kommet lidt uheldigt fra start ...

Da jeg stod op var temperaturen -20,8, og heldigvis valgte jeg at tage en stor ulden trøje på, før jeg gik på arbejde.
En smuk morgen med næsten fuldmåne - lavthængende og gylden ... Jeg ville tage et billede, når jeg nåede frem til medborgerhuset - men det fik jeg ikke gjort.
Der var ingen strøm, og dermed heller ingen varme fandt jeg ud af, da jeg havde låst mig ind.

Jeg kunne ikke få gang i strømmen, så jeg måtte have fat i min leder. Han kom, men kunne heller ikke få gang i strømmen.
Der blev ringet til Lasø, som hurtigt sendte to elektrikkere - der var gået en gruppe på tavlen åbenbart pga. fyret.
Derfor blev der tilkaldt en smed. Han rodede et stykke tid, og så kørte alle håndværkerne ... Smedens værktøj er her endnu, men han er ikke vendt tilbage, så her er ved at være ret koldt.
- og min leder er til møde på kommunen, så jeg har lige ringet til en af mine to kollegaer for lige at høre, om det var ok at give holdet lov til at gå hjem.
Det ser ud til fire bliver her - og jeg bliver nødt til at vente, for ellers kan smeden ikke komme ind, når han dukker op igen.

For pokker her er koldt ... Lige nu savner jeg brændeovnen i DK.

Nå, men tilbage til almindelighederne ...
Heldigvis findes der dobbeltsproget undervisningsmateriale, og billederne her viser, det vi er i gang med i matematik i øjeblikket - og samtidig illustrerer siderne også, hvordan vi får vand.
I Upernavik får man enten vandet fra en vandbil, som kører rundt og via et udendørs vandstik fylder husets vandtank, eller man fylder en dunk i et taphus, og slæber selv vandet hjem.
Så når der i matematikopgaven spørges til, hvorfor der bruges mindre vand her end steder med trykvand, så har det selvfølgelig betydning, at vand ikke er en ressource, man bare kan bruge løs af. Desuden har det selvfølgelig stor betyding, at det stadig er et fåtal af boliger, der har træk og slip.



Upernaviks vandsø er på østsiden af øen. Byen er på vestsiden.
Midt på øen, på højderyggen, ligger lufthavnen.
I min bolig, B-1630, er der også varmekabler på vandrørene. Det betyder, at det også er varmt vand,
der komme ud af den kolde hane, med mindre vandet får lov at løbe i lang tid.

Nu er smeden vendt tilbage, men det er åbenbart ikke sådan lige til at få liv i fyret igen. Det var altså den rigtige beslutning, at give holdet fri ...

Hjemme koger jeg vandet, og fylder det på flasker, som står i køleskabet. Så har jeg altid koldt drikkevand. Her er ingen kalk i vandet, men der bliver tilsat klor, og det smager ikke særlig godt, så jeg har altid saft i huset.
Man skal huske på, at her er permafrost, så rørledninger/kloakering findes ikke. I nyere boliger som min, bliver spildevandet opsamlet, og en slamsuger kører spildvandet på dumpen ... I langt de fleste huse kan man se frossent spildevand ved røret, der bare stikker ud fra huset. Derfor kan vejene også være spejlglatte, for spildevandet løbet jo bare videre, til det fryser ...
Det er meget 'spændende' om foråret, når det tør ;)

Når jeg tager bad om morgenen, plejer jeg ikke at tænde for det varme vand. Så varmt er vandet i rørene pga. varmekablerne. Derfor vasker jeg også kun tøj i weekenden, efter jeg har været i bad, så fx. uldent tøj ikke får alt for varmt vand.

Man indretter sig ...

- og nu kan vi se frem til to valg inden for kort tid.
I går blev der, som ventet, udskrevet valg til landstinget. I forvejen var der planlagt kommunalvalg til april, men nu skal man også til stemmeurnerne den 12. marts. Jeg skal have fundet ud af, om jeg har boet her længe nok til at have opnået stemmeret.


Den gamle kirke, toppen af en tørvehytte - og ikke mindst solen nærmer sig :)


Endnu et billede taget i frokostpausen i dag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kommentarer er altid velkomne :)