mandag den 21. januar 2013

Resten af uge 3

Som det fremgår af forrige indlæg var vejret lidt trist i onsdags, og mit humør dalede også et par grader i løbet af dagen.
Mit hold - som jeg har 25 lektioner/uge - havde bedt lederen om at komme. Der var nogle ting, som de gerne ville snakke med ham om bl.a. rengøring.
Som samtalen skred frem kunne jeg godt høre, at det ikke kun handlede om rengøring, men i væsentlig grad om undervisningen.
Da vi var blevet alene igen, spurgte jeg, om der var noget, jeg skulle vide - næh, var svaret ...

Jeg gik altså hjem med en mærkelig fornemmelse. Havde jeg opfanget brudstykkerne af samtalerne korrekt eller???
Det gav selvsagt en hel del spekulationer.
Nå, torsdag var en ny dag - og jeg havde ikke hørt en lyd fra min leder, så ...
Torsdag var stemningen på holdet dog ikke verdens bedste, så til sidst spurgte jeg, om jeg havde forstået onsdagens snak rigtigt?
Jo, det havde jeg - og så ikke mere ...
Jeg fik sagt, at det ikke var særlig rart at blive talt om uden at få noget at vide.
Lederen var forbi i andet ærinde, og jeg fik bremset ham i yderdøren og sagt, at jeg da også gerne ville tale med ham ...

I frokostpausen var der så heldigvis nogen, der løftede sløret for, hvad det gik ud på.
Jeg har stor forståelse for, at det er anstrengende at høre på Heidi hele ugen, men hvordan får vi så den enkelte lektion til at fungere optimalt?
- og jeg deler ikke holdets opfattelse af, at man lærer engelsk bedst ved kun at lave grammatikøvelser, eller alle følges ad i matematik.
Den faglige og aldersmæssige spredning er stor, så jeg synes jo ikke, det er rimeligt at arbejde i takt ;)

Efter frokost talte holdet sammen igen (denne gang også med mig). De tog ansvar - ændrede bordopstillingen, lavede aftaler om øget aktivitet i timerne og at hjælpe hinanden noget mere. Det sidste især på grønlandsk. Det er klart, det giver udfordringer, når meget kun forklares på dansk eller engelsk, og ikke på grønlandsk. Der må holdet hjælpe hinanden - men det er der bestemt også læring i ...
Torsdag omkring kl. 14 ved medborghuset.
Det er så fint mod sydvest ...
 Da jeg gik ud på skolen efter endt undervisning var humøret meget bedre, heldigvis ...
- og fredag blev en suveræn god dag!
Som vi blev enige om - så er det bedst at tale om tingene og finde løsninger helt stille og roligt :)

Torsdag nåede jeg også på kommunen, før de lukkede. Jeg fik tilmeldt mig dag-renovation. Jeg troede egentlig, det var sket, men åbenbart ikke.


Udsigten fra kontoret på skolen, ca. kl. 16.
Fredag var der opslag i butikken om 25 % rabat i manufaktur-afdelingen fredag/lørdag - jaaah, januar-udsalg ...
Men jeg var på vej på skolen med det lange ben foran, så butikken måtte vente. Jeg skulle bare lige tjekke, om der var nye blade.
I løbet af fredagen havde min leder skrevet, at der lå 2 x post til mig, så det var lidt mere spændende.
Brev fra min mor samt pakke fra Rasmus og Jørgen - dejligt.
Jeg fik lavet protokol, skema og kopieret i en hulens fart, og vendte så næsen hjemad.
Pakke + håndbold + weekend + udsigt til udsalg, ikke en hel ringe blanding.

Ahhh, post til tiden ;) Post fra min mor er hurtigere fremme hos mig her, end den var på Fyn.
Da det pink brev blev postet, postede min mor også et brev til min nevø i Middelfart. Jeg fik brev først ...



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kommentarer er altid velkomne :)